FrederikssundbanenI 1879 åbnedes banen mellem Frederiksberg og Frederikssund. I kraft af sin beliggenhed var den en del af den københavnske nærtrafik, men sammenlignet med f.eks. banen til Klampenborg havde den langt mindre trafik og fremstod som en mindre sidebane gennem en forholdsvist tyndt befolket egn.
Som bekendt var det i begyndelsen de forholdsvis små O-maskiner, der trak togene i den københavnske nærtrafik. Da trafikken i 1920'erne var blevet for stor en mundfuld, overtog de nye, betydeligt større S-maskiner trafikken, og O-maskinerne blev i vid udstrækning forvist til jyske sidebaner, hvor de futtede rundt helt op i 1950'erne.
En undtagelse var Frederikssundbanen, hvor togene var mindre og passagerne færre. Her fortsatte O-maskinerne med at gøre god fyldest, og de forblev i drift helt frem til elektificeringen, der fandt sted i to etaper. I 1911 var endestationen flyttet fra Frederiksberg til København, og i 1949 blev strækningen mellem København og Ballerup elektrificeret, hvorved denne del af banen kom til at indgå i det Københavnske S-togs net. Sidste del fra Ballerup til Frederikssund blev først elektrificeret i 1989.
SkovlundeVed banens åbning i 1879 var Skovlunde et rent landsbysamfund i en landlig egn mellem Herlev og Ballerup, der begge fik stationer. Det lille Skovlunde med sin samling af gårde omkring et gadekær blev slet ikke tilgodeset med en station. Det var landsbyens folk i det lange løb ikke tilfredse med, så der blev arbejdet for at etablere en holdeplads. Da gårdejeren på Skovlundegård i 1905 vederlagsfrit overdrog ca. 1 tønde land af sin jord til statsbanerne, gik ønsket i opfyldelse.
Der blev rejst en stationsbygning tegnet af ingen ringere end Heinrich Wenck. Der var tale om en nydelig lille bindingsværksbygning med røde mursten og sort tag. Som det dels fremgår af
et postkort fra 1910 og dels af de oprindelige tegninger, var bygningen fra starten 5 fag lang. Nyere billeder (fra
1928 og
1940) viser, at stationen senere er forlænget med yderligere to fag for at etablere et kontor i vestenden. Det er den forlængede station, der er forbillede for min Lego-model.
I slutningen af 1920'erne blev der etableret et ”vognkassepakhus”, så der også kunne ekspederes stykgods, og i 1928 blev der etableret et sidespor, der blev nedlagt igen i 1965.
Allerede før krigen var der planer om at elektrificere strækningen til Ballerup. Derfor blev stationsbygningen revet ned i 1940, og der blev etableret et midlertidigt ekspeditionssted i en træbygning. På grund af krigen gik planerne i stå, så først i 1949 blev den elektrificerede bane indviet sammen med en ny stationsbygning på perronen. Frem til 1965 var banen stadig enkeltsporet.
Som et kuriosum kan nævnes, at den nedrevne stationsbygning ikke blev destrueret. I stedet blev den købt af gårdejeren på Kildegården, hvor den blev genopført som en form for udhus. Faktisk står bygningen den dag i dag (2025) stadig på Kildegården, hvor den fra en enkelt vinkel kan skimtes fra offentlig vej. Bortset fra, at bygningen nu er pudset (og for tiden kalket gul), er den tydeligt genkendelig som den fra billeder kendte Skovlunde station. For nogle få år siden, var der, i forbindelse med at Kildegården var til salg, planer om at redde bygningen og genopføre den et offentligt sted. Kommunalbestyrelsen nåede at bevilge pengene, men den nye ejer af Kildegården modsatte sig i sidste instans disse planer.
Lego-modellenMin Lego-model tilstræber at ramme stationens udseeende i 1940 (altså lige inden, den blev flyttet til Kildegården). Den væsentligste inspiration er
dette billede. I min Lego-version ser det sådan ud:

Der mangler naturligvis stadig noget, men selve stationsbygningen og ”vognkassepakhuset” er på plads. Jeg får også god brug for Dennis' (løvfældende …) træer, der passer godt til dem, der ses på fotoet, hvor der også ses et lille hus, der ligger på tværs af de øvrige (formålet for og funktionen af det lille hus er pt ukendt for mig).
Her og nu er status, at jeg har bestilt klodser til selve bygningen. Hvornår det hele er klar til at indgå i en udstilling, må tiden vise.